I min familie har vi næsten med garanti altid taget til varme himmelstrøg mindt een gang om vinteren. Det giver mere overskud og man har ligesom fornyet energi indtil forår ved dette.
Besøg nowinterblues og se den charmerende reklamefilm og læs om hvad du kan opleve på De Kanariske Øer.
parken. Robbie Williams gav i 2006 koncert for et begejstret publikum i Parken i København. – Foto: JENS DRESLING
Født 13. februar 1974 i Stoke-On-Trent og døbt Robert Peter Williams. Voksede op hos sin mor – faderen forlod familien, da sønnen var tre år. Senere turnerede Robbie Williams rundt med sin far, der optrådte med sang og komik på pubber og markedspladser.
Som 16-årig blev han optaget i det britiske boyband Take That, som manageren Nigel Martin-Smith samlede for at efterligne den succes, som New Kids On The Block havde i USA. Robbie Williams var med i Take That i fem år, indtil han gik solo – lige inden han i 1995 formentlig var blevet fyret på grund af uenigheder med bandet og Nigel Martin-Smith … samt problemer med stoffer.
Året efter debuterede han som solist med en udgave af George Michaels ’Freedom’, og i 1997 fulgte hans debutalbum ’Life Thru a Lens’. Sammen med Guy Chambers, der blev Williams faste medkomponist i mange år, havde han skrevet nogle sange, der reflekterede livet som popstjerne. Da balladen ’Angels’ udkom som den fjerde single, var gennembruddet en realitet. Sangen er stadig Robbie Williams’ mest populære og bedst solgte i England.
I 1999 indledte han sit indtil videre mislykkede forsøg på at slå igennem i USA med opsamlingsalbummet ’The Ego Has Landed’.
I Europa blev Robbie Williams op gennem 1990’erne og 2000’erne den mest populære popstjerne med rekordsalg af især koncerter. To aftener i træk optrådte han for i alt 90.000 mennesker i Parken i København i sommeren i 2006.
Williams har vundet talrige priser, og hans karriere er skildret i flere bøger og i dokumentarfilmen ’Nobody Someday’. Han er netop flyttet tilbage til England efter et ophold på tre år i USA og danner privat par med den amerikansk-tyrkiske skuespiller Ayda Field.
Life Thru A Lens (1997)
I’ve Been Expecting You (1998)
The Ego Has Landed (Amerikansk udgivelse) (1999)
Sing When You’re Winning (2000)
Swing When You’re Winning (2001)
Escapology (2002)
Live At Knebworth (Livealbum) (2003)
Greatest Hits (2004)
Intensive Care (2005)
Rudebox (2006)
Reality Killed The Video Star (2009)
Han var rejst helt over på den anden side af Jorden for at finde sandheden om sig selv, om livet og karrieren – som en af klodens største popstjerner. Men det eneste, Robbie Williams fandt i Los Angeles, var marsmænd og ufo’er på den californiske himmel og alt for meget medicin. Det endte i et misbrug, som var ved at tage livet af ham.
Sandheden måtte han hjem til England fra sit amerikanske eksil for at finde. Så kom den til gengæld også, hård og brutal, på et forfrossent fodboldstadion i februar i form af et råb med nærmest lammende indhold:
»Du er ikke berømt længere!«
Når man har levet hele sit voksne liv i en evig vekselvirkning mellem afhængighed af anerkendelse, berømmelse og succes på den ene side og konsekvenserne af konstant opmærksomhed på den anden, kan sådan et udsagn føles som en dødsdom.
Sådan oplevede Robbie Williams det i nogle sekunder den dag på tilskuerpladserne.
»Det var, som om jeg så mig selv udefra med andres øjne og bare kunne give dem ret: Ja, jeg er færdig, jeg er ikke nogen længere. Det var dejligt så længe, det varede. Men nu er det slut«, husker han.
Tilbage til rødderne
Forud for den fatale fodboldkamp var ellers gået nogle sjældent afslappede dage for Robbie Williams. Efter tre år i landflygtighed i Los Angeles var han i England på besøg. For at vise sin hjemegn omkring industribyen Stoke-On-Trent frem for sin amerikansk-tyrkiske kæreste, skuespilleren Ayda Field. Og for at sondere terrænet og finde ud af, om det var muligt at vende tilbage til hjemlandet og genstarte karrieren.
Sammen havde parret kørt rundt og besøgt familie og familiegravsteder, Robbies gamle skole og det lille barndomshjem i den forstad, hvor han voksede op. Dagen efter sin 35-års fødselsdag ville Williams indvie sin kæreste i en rigtig engelsk arbejdertradition og invitere hende til fodboldkamp i en af de lavere rækker. Forstadsklubben Port Vale, som Robbie Williams har støttet siden sin barndom, skulle møde Brentford i den engelske 3. division.
Robbie Williams sad afslappet og nød kampen som en typisk, lidt halvkvabset fodboldfan i det, han troede var fuld anonymitet, da Brentfords tilhængere spottede ham og istemte brølet:
»You’re not famous any more!«.
Den verbale kindhest sved
For en gang skyld var Robbie Williams, der ofte i kraft af sin grovkornede humor omtales under klicheer som ’gavflab’ og ’gadedreng’ i medierne, ikke bare tavs, men helt paralyseret. Dette var en verbal kindhest, der sved.
For ganske vist var Robbie Williams flyttet til Los Angeles for at slippe for den konstante overvågning fra medier og fans i England, men han var ikke stukket af for at miste den status og berømmelse, han havde tørstet efter hele sit liv. Og som måske var det ’stof’, han var mest afhængig af. Troede han i hvert fald.
»Jeg sad i nogle øjeblikke og så hele min verden styrte i grus. Jeg er ikke berømt mere! Altså er jeg ingenting. Ikke engang Robbie Williams. Så er jeg jo … ingen. Jeg følte mig som en helt almindelig ægtemand. Det var en meget stressende fornemmelse«.
Under et par røvbaldeformede gardiner, der rammer hans runde ansigt ind som en grotesk kyse over en forvokset baby i en suite på Hotel D’Angleterre i København, genfortæller Robbie Williams episoden med gru i øjnene. Den dag var han ikke alene vidne til en fodboldkamp, men også til et alvorligt skifte i sit eget liv.
Mens han sad helt stille og kæmpede for at få et smil på læberne og lade som ingenting, betød hverken hans samlede pladesalg på 55 millioner eller alle rekorderne med billetsalg til hans turneer noget som helst. Det eneste, der kunne mærkes, var den skærende angst for, at Brentfords tilhængere havde ret. Måske var manden, der har levet i rampelyset, siden han som 18-årig fik det første store hit med boybandet Take That, virkelig ikke berømt længere. En nærmest ubærlig tanke for én, der hele sit liv havde kæmpet med berømmelsen som en nærmest skæbnebestemt pestilens. Det, der på en gang forgylder og forbander ens liv. Og som nu måske var slut.
Atter klar til kamp
Men da tanken efter nogle meget lange sekunder blev til en erkendelse, begyndte Robbie Williams at grine. Så fandt han sin indre gavflab frem. Og gav igen til tilhængerne af bloody Brentford:
»Jeg har stadig flere fans end jer«, råbte han af sine lungers fulde kraft over mod modstanderne.
Robbie Williams var kommet hjem. Og han var klar til at kæmpe for at genvinde sin succes. Berømmelsen måtte de såmænd godt beholde i Brentford.
»Det har taget lang tid for mig at finde ud af blindgyden. Men den dag på stadion fik jeg hjælp til at se, at det ikke er berømmelsen, men succes, der er vigtigt. Det at blive respekteret for det, man laver er langt bedre end at være kendt for noget, folk tror, de ved – ud fra det billede, der fremstilles i medierne. Som man alligevel ikke kan ændre på. Dermed ikke være sagt, at det billede er let at leve med. For det er det ikke for mig«.
Når man læser interview med Robbie Williams eller ser dokumentarfilmen ’Nobody Someday’, der netop handler om det for ham umulige ønske om en dag at kunne leve et normalt liv, virker det ofte, som om det er et led i en smart pr-plan konstant at udlevere sine dæmoner. Især kombineret med humoren og den nådesløse ærlighed, der gør Robbie Williams til noget ganske særligt: den bekendende superstjerne fra psykologiens og afvænningens tidsalder.
Men når man sidder over for den lille mand med den rastløse energi, er man ikke i tvivl om, at der konstant raser en indre kamp i ham. Robbie Williams er blevet personificeringen af hele den celebrity-kult, vi lever i. En slags Jesus, der konstant martres på korset i berømmelsens kirke. Men som alligevel lever, ånder og synger om netop det at være kendt, elsket, pillet ned, omtalt og fortolket, som om livet afhang af det.
Det er de modsætninger, Robbie Williams har døjet med at få bakset ind i sin krop hele sit liv, og som springer ud i stort set alle hans sætninger, hvor tvivlen fylder langt mere end logik og konsekvens.
Sin egen livvagt
Robbie Williams smiler lidt for sig selv, men griner ikke, da han har fortalt historien om fodboldkampen. Selv om han er (aner)kendt som poppens eneste superstjerne med (selv)ironi og one-liners a la »Jeg er kun mig selv, når jeg sover«, ser han sjældent ud til at more sig. Denne kolde decemberdag lige før jul, hvor vi mødes på Hotel D’Angleterre, virker han som en mand, der keder sig en smule hele tiden og samtidig konstant er på vagt. Som om han var sin egen livvagt.
Måske fordi hans opmærksomhed er rettet mod kæresten Ayda Field, der slænger sig på sengen i rummet. Eller fordi Williams venter på, at jeg skal nævne et af de mange forbudte emner fra den liste, jeg har fået læst op forud for interviewet. Ingen spørgsmål om ufo’er, Take That, kærester, stoffer eller afvænning, lyder det. Hvilket ssangeren hurtigt selv lader hånt om ved stort set kun at tale om de forbudte emner. Han leverer også selv forklaringen på, at han sidder helt ude på kanten af sofaen – og på øjnenes rastløse flakken.
»Jeg har det godt, men jeg er virkelig, virkelig usikker. Når jeg har siddet og set video-optagelser af mine gamle koncerter ovre i Los Angeles, er jeg blevet forbavset over, at publikum var så vilde med dem og har tænkt: »Okay, måske er det alligevel det, jeg er. En popstjerne-popstjerne!«. Så nu prøver jeg at blive det igen. For det er der måske brug for. Selv om det sikkert vil true med at tage livet af mig – igen. Men jeg håber, at jeg kan gøre det på en lidt anden måde denne gang. Jeg skal i hvert fald have mit hoved skruet fucking meget bedre på, inden jeg for alvor står frem igen«, siger han.
Tilbage på scenen
Nogle dage inden vores møde i København, har jeg set Williams i en af sine første, offentlige optræden, siden han indledte sit comeback i efteråret med det vellykkede album ’Reality Killed The Video Star’. På det lille spillested Milkweg i Amsterdam var han selvsikker, afslappet og morsom, som om han aldrig har været væk fra de scener, han synes at eje.
Han gøgler med sit publikum, fyrer grovkornede jokes af, som om han var blandt indforståede venner som: »Lider du af Parkinsons eller har du bare sex med dig selv?« til en dansende kvinde. Men ikke desto mindre spørger han nærmest bedende mod koncertens slutning:
»Hvis jeg nu tog på turne igen, ville I så komme og se mig?«.
Svaret er naturligvis et ’yes’ uden forbehold fra en euforisk sal, der netop med Robbie Williams’ eget udtryk er blevet »fortabt i the glory of entertainment«. En fortabelse, der synes langt væk, da entertaineren selv ser tilbage på den fra kanten af sofaen på Hotel D’Angleterre.
»Det gik vist meget godt, så måske kan jeg godt finde ud af at optræde alligevel. Forventningerne var jo også mindre. Det er noget andet end at stå på en scene med 50 meter over til den anden side og 80.000 mennesker foran dig på et stadion. På en lille scene er der bare nogle få, som du skal opbygge en god stemning med og få dem til at synes, at du gør noget betagende. Rent mentalt kan jeg sagtens gøre det – især hvis det kun er en times tid. Det er den nemme løsning. De store scener frygter jeg«.
Selv da Robbie Wiliams i 2006 slog alle rekorder for billetsalg – 1,6 millioner billetter blev revet væk, den dag han annoncerede sin nye turne – har han lidt af skræk for at stå på scenen i årevis. Og gennemført sine koncerter på først alkohol og stoffer og senere lykkepiller. Siden han for tre år siden tog til Los Angeles, er angsten for at optræde dog vokset til en blokerende rædsel.
»Jeg vil gerne tilbage, men jeg er også bange for, hvad det vil gøre ved mig. I overført betydning kan man vel sige, at jeg har det som medlemmerne af et opløst rockband, der har fået lyst til at samles og turnere igen. Men jeg vil gerne samle mig i ’den originale udgave’, hvis du forstår. Og det virker lidt som om ’nogen af os’ mangler endnu«, som han siger.
Først i 2011 håber Robbie Williams at få samlet alle »medlemmerne af sin personlighed« og være klar til at stemple ind på de store stadion-scener, han ejede i Europa første halvdel af dette årti. Her var Williams i egen ensomme majestæt personificeringen af fortidens The Rat Pack med Frank Sinatras kontrol over egne virkemidler og Dean Martins afslappede evne til at improvisere og fyre jokes af, samlet i en person.
»Humoren virker for mig, fordi den dækker over, at jeg ikke mener, at jeg er god til at synge. Jeg har altid brugt den til at fjerne opmærksomheden fra mine mangler. Jeg lærte at være morsom af min far, der turnerede rundt på barer og markeder i England og underholdt med en slags forløber for stand up-komik. De ting virker også for mig, fordi jeg på mange måder er meget almindelig. Jeg ser måske meget godt ud, men ikke chokerende godt. Jeg er måske nok popstjerne, men fremstår også som din nabo, og når man har den slags kontakt med sit publikum, fungerer humor godt som opmærksomhedsafleder«.
robbiiiiiiiiiie. Popcharmøren slog alle rekorder for billetsalg til sin turné i 2006. Billedet er fra en af de to optrædener i København.
Psykologiens popstjerne
På toppen af sin karriere blev Robbie Williams eksponent for fænomener i samtiden som den konstant festende og derpå bekendende superstjerne. Efter han forlod den topstyrede og velfriserede enhed i Take That, trådte han i karakter som den solistiske lømmel, der med platinblondt hår og fyldige kinder tilsyneladende åd alt, hvad tilværelsen som pop-prins serverede for ham.
Coke, sprut, piller og fotomodeller var den menu, Robbie Williams fortærede sammen med venner som Liam Gallagher fra Oasis. Når han altså ikke var travlt optaget med at forføre masserne ved sine koncerter som maskulin lederskikkelse i befrielsen af the lad med den kontante insisteren på ret til fest og uansvarlighed på bekostning af alt det ævl om kønsroller og feminisme.
Nu skulle mænd fandeme have lov at være drenge(røve) igen. Og for eksempel gøre som Robbie Williams, der foran et fyldt stadion talte med et ungt par, som bestemte sig for at forlove sig under koncerten, hvorpå sangeren vente sig om mod sit publikum og storskærmen med sit karakteristiske glimt i øjet og henkastet sagde: »That’s showbusiness!«
I sine sange fortalte han ind i mellem chokerende ærligt om den store, tomme meningsløshed bag friheden til at feste for evigt, succesen og den berømmelse, der i samme årti blev tilværelsens vigtigste mål for teenagere verden over.
»Med den viden, jeg har i dag, kan jeg fortælle dem, at det ikke er det værd. Det handler ikke om at være berømt, men om at have succes med det, man gør. Jo mere berømt, man er, jo mindre succes har man i virkeligheden. Fordi berømmelsen skygger for det væsentlige – det, man laver. Jeg er afhængig af mange ting – men ikke berømmelse. Til gengæld ved jeg, at jeg er afhængig af succes. For at få det igen er det bare nødvendigt, at jeg kommer af med min angst. Jeg skal forvandle Robbie Williams til et andet menneske, og det skal helst ske på en naturlig måde. Hvis transformationen ikke lykkes, har jeg ingen fremtid. Så det er en ret afgørende proces, jeg er inde i«.
Den fyr, Robbie Williams vil væk fra, er ham, han for alvor mødte, da han flyttede til Los Angeles og forsøgte at slippe kontrollen. Med de manglende forpligtelser fulgte et enormt forbrug af medicin. 13. februar 2007 udsendte hans management en pressemeddelelse med den knappe ordlyd: »Robbie Williams er i dag indlagt på et behandlingssted i Amerika for sin afhængighed af receptpligtig medicin. Der kommer ikke flere kommentarer til denne meddelelse«. I dag vil Robbie Williams officielt ikke tale om misbruget. Hvad han så gør alligevel:
»Det var alvorligt, meget. Jeg ville være død nu, hvis det ikke var stoppet. Men sagen er, at når man er så afhængig, bliver man mindre bange for at dø. Hvis man overhovedet fatter noget, tænker man, at det er uundgåeligt. Ens følelser bliver pakket ind af stoffer, så man er ligeglad med, om man er død eller levende. Og der har jeg befundet mig et par gange. Hvorfor? Selvfølgelig har det noget med ensomhed at gøre, men jeg tror i højere grad, at det handler om ens dna. At jeg for eksempel er prædestineret til at ende som misbruger, fordi jeg er skør. Simpelthen. Jeg har brug for at fjerne min opmærksomhed fra min hjerne ved hjælp af stoffer og medicin. Men det vedkommer ligesom ikke offentligheden«.
Og så hænger Robbie Williams igen tavst på kanten af sofaen i et par sekunder – iført sin stramme sorte nylonjakke, jeans og de lysebrune herresko, der på en måde virker alt for voksne til ham. Så kigger han mig lige i øjnene og siger med et lille smil:
»Jeg hørte engang en fyr sige på et møde i AA: »Du skal ikke begå selvmord eller tage en overdosis. En uge efter finder du bare ud af, at du slog den forkerte ihjel«. Jeg er glad for, at det ikke gik sådan for mig«.
Først et år efter sin afvænning – under besøget i England sidste vinter med Ayda Field – fik Robbie Williams lyst til og mod på at kaste sig ud i transformationen og vejen tilbage til scenerne. En dag på motorvejen kværnede radioen popsang efter popsang ud i bilen og Williams kunne pludselig mærke lysten til at synge og indspille de sange, han havde skrevet i USA under sit eksil.
»Sangene er præget af de mange fucked up-følelser, jeg gik igennem, før jeg kom i afvænning. Der er meget fortrydelse, rastløshed, kedsomhed og frustration i dem. En smule glæde, men ingen vrede. Jeg har åbenbart opgivet det gode gamle, vrede mig. Jeg plejede at stå med et sværd i den ene hånd og kæmpe mod mine indbildte fjender. Vrede er virkelig fedt i sange Jeg må se at få det tilbage«, siger han, vist mest henvendt til Ayda Field ovre i sengen. Som om hun var grunden til det forsvundne raseri.
Den indre journalist
Men selv om det tre år lange og usædvanligt vellykkede kæresteforhold ifølge ham selv har givet en »indre ro, jeg ikke kendte før«, er der stadig meget på spil for Robbie Williams. Hvis hele verden kom og klappede ham anerkendende på de skuldre, der konstant synes at være hævet, ville han formentlig opfatte det som regulære tæsk.
»Jeg er blevet min egen negative journalist. Han bor inde i min hjerne og definerer, hvad jeg er. Det er uheldigvis en del af den menneskelige natur, at hvis man har tendenser til at være negativ, bliver man det endnu mere af at få visse ting at vide. Hvis man engang har hørt, at man er en idiot eller bare laver noget lort, sidder det fast. Hvis jeg tror på bare en brøkdel af alt det nedsættende, der er skrevet om mig, bliver det en del af min personlighed. Hver eneste artikel om en ny tatovering, jeg har fået, og hvor grim den er, hver analyse af fejl i min personlighed, hver eneste ny del af mig, der beskrives, hvert billede af et gråt hår eller en udvidet talje, går ind hos mig. Det er svært at ryste af sig. Så heldigvis er jeg ikke så dårlig, som jeg selv tror, jeg er. Men muligvis heller ikke så god, som jeg nogle gange tror«.
Nogle gange er det svært at finde ud af, hvad der er vigtigt for dig: Er du først og fremmest musiker eller først og fremmest underholder?
»Det er vist lidt modsætningsfyldt. Jeg er en musiker, der underholder. Når jeg går på scenen, føler jeg mig som Iggy Pop, men når jeg går ned igen, er det som regel som en folkelig entertainer. Det må jeg bare lære at leve med. Det er det, jeg kan. Det, der gør mig speciel. Jeg kan være grandios i mine sange, men det er enten for at tage pis på mig selv og hele cirkusset eller for at beskrive, hvordan jeg tror, folk gerne vil have sådan en som mig«.
Under stort set hele vores samtale har Robbie Williams holdt mit blik fast. Nu dukker der noget nærmest tryglende op i hans øjne. Og den ellers så selvsikkert syngende, nordengelske dialekt, vi kender fra Robbie Williams’ storskrydende scenepersonlighed, lyder nærmest som en lille drengs. Jeg forsøger spagfærdigt at indvende, at han jo ind i mellem også bliver rost i medierne.
»Ja, men jeg er engelsk, og jeg læser kun engelske artikler om mig. Og her er majoriteten af pressen af den opfattelse, at jeg er en joke. En popklovn. Den britiske presse lever stadig efter det gamle mønster med at bygge nogen op og så virkelig rive dem ned igen. I mit tilfælde har de så bare glemt det med at bygge mig op. Det vil være løgn at sige, at det ikke påvirker mig. Nogle gange skammer jeg mig over det, jeg har læst om mig selv. Jeg ved godt, at man ser anderledes på mig andre steder i verden. Men det er ligesom det her, der er røget ind på rygmarven og har lagret sig i min hjerne. Jeg ville gerne glæde mig over alt det positive, men det er svært«.
For nylig har Robbie Williams optrådt to gange i den britiske udgave af X Factor. Første gang blev han ramt af teknisk uheld og tæppet blev hængende, så han måtte kæmpe sig ind på scenen. Anden gang kunne han ikke huske teksten til sit største hit ’Angels’, som han skulle synge sammen med finaledeltageren Olly Muirs. Næsten som om skæbnen forsøger at give ham ret i, at det er svært at være Robbie Williams og måske/måske ikke være på vej mod det store comeback.
»Jeg har det med at anbringe mig selv på en piedestal. Men så snart jeg er kommet derop, begynder jeg at sparke til den, indtil jeg falder ned og ligger blødende på gulvet«.
Mens de dyrebare minutter af interviewet tikker af sted, er det, som om Robbie Wiliams mentalt er ved at grave sig ned i værelsets tykke guldtæppe. Jeg minder ham om, at han faktisk er en popstjerne, som har optrådt to gange med stor succes foran det kræsne rockpublikum på Roskilde Festivalen. Igen forekommer det at være en håbløs mission.
»Det var, mens jeg var yngre og havde mere selvtillid. Det ville jeg ikke turde nu. Tidligere tog jeg ud på alle festivalerne i England. Når man kommer fra et boyband som mig, er det ikke lige stedet at optræde – foran alle de her seriøse musikfans. Men jeg gjorde det alligevel. Og det var helt vildt! Der var ingen, som ville optræde efter mig! Når man kommer fra et dumt boyband, bliver man virkelig stolt over den slags. Men det ville ikke kunne ske igen. Jeg ville sikkert få flasker med pis smidt efter mig, hvis jeg stillede op«.
Hvis du har det sådan, kan det undre, at du overhovedet vil prøve at komme tilbage til scenerne?
»Ja, men jeg prøvede at leve et ’normalt’ liv i Los Angeles. Altså ikke et liv, andre mennesker ville betragte som normalt. Men normalt for mig. Det bliver det jo nødt til at være, ikke? Man kan ikke vågne op og have 24 unormale timer foran sig i et døgn, vel? Jeg har arbejdet næsten konstant i 20 år. Og da jeg endelig var overladt til mig selv uden nogen til at sige, hvad jeg nu skulle gøre, var det helt umuligt. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op. Det er derfor, jeg er tilbage«.
Igen skanner blikket værelset på det hotel, Robbie Williams engang valgte at flytte fra under et ophold i København, fordi han mente at have set et spøgelse. Så lader han endnu en joke bryde stilheden:
»Jeg var kommet dertil, at jeg vågnede op hver morgen, kneb mig selv i armen og spurgte mig selv: »Robbie, er det her virkeligheden?« Svaret var nej«.
Måske er den eneste virkelighed, Robbie Williams kan finde ud af, at leve i det kaos og det cirkus, der følger med at være på en turne i hans skala. Det kommer dog først til at ske i 2011, når sangeren forhåbentlig er kommet over sin sceneskræk og har fået anbragt sit hoved »på det fucking rigtige sted«, som han udtrykker det.
»Min næste turne bliver afgørende for mit liv og min karriere. Jeg regner med at tage på turne i 2011, og så skal jeg have brudt med min gamle cyklus, der var sådan her: Jeg udgiver en plade, glæder mig, prøver at holde mig sund, tager ud og promoverer pladen, begynder at spise for meget, turnerer med pladen, begynder at blive skør og småfed, slutter turneen, får et nervøs sammenbrud og ender på afvænningsklinik. Det går ikke mere, vel?«.
